Rejselystne småbørnsforældre

Gode råd til de rejselystne småbørnsforældre

Overvejer du at tage ud og rejse med din baby? Så læs endelig videre her. For vi har været så heldig at få Atrejsemedbørn.dk til at komme med nogle gode råd til det at rejse med børn.

Der er masser af “for og imod”, når det kommer til at rejse ud i verden med små babyer, og nogen vil sikkert mene, at man – hvis man rejser afsted med en lille baby under armen – udelukkende gør det for sin egen skyld, og ikke for barnets! Jeg er naturligvis ikke meget for at indrømme det, men et langt stykke hen ad vejen er det nok en påstand, som jeg vil være tilbøjelig til at give de kritiske røster ret i…

Når det så er sagt, så synes jeg dog samtidig, at vi skylder os selv at stille et meget vigtigt spørgsmål, nemlig; Hvorfor er det egentlig, at vi ikke længere skulle gøre noget “for vores skyld”, som gør OS glade, når vi har fået børn? Særligt når nu vi ved, at vores egen lykke rent faktisk smitter børnene?

Klart er det dog, at det at få børn er noget af det største, vi nogensinde kommer til at opleve. Vores børn er derfor kilden til den største glæde og kærlighed, men på samme tid også kilden til nervøsitet og angsten for at miste. Af samme grund er vi dermed også tilbøjelige til konstant at risikovurdere, når vi oplever pludselig at sidde med et lille, sårbart barn i armene, som vi ved, er fuldstændig afhængig af os. Og så bliver en rejse måske pludselig risikofyldt.

Alligevel vil jeg her vove skindet og sige; lad være med at være for bange for at rejse afsted med jeres baby.

Fordele og ulemper

Har I lyst til at rejse ud i verden, men er I samtidig nervøse, så vælg først og fremmest et land, som ligger i overskuelig afstand til Danmark, således I ikke behøver at flyve for lang en strækning, og sørg samtidig for, at risikoen for tropesygdomme er ikke-eksisterende. Vælg det I er mest trygge ved.

Naturligvis er der også udfordringer ved at rejse ud i verden med en baby. Den største kan måske være den manglende nattesøvn, som mange nybagte forældre oplever, da en baby jo vågner om natten, skal have mad og finde en rytme. Det giver sig selv, at det trætter, og at man indimellem bliver udmattet.

Fordele er der dog flere af, bl.a.: at en ferie giver mulighed for bare at slappe HELT af, og tage sig tid til at lære sit lille, nye barn at kende i smukke omgivelser – uden at skulle koncentrere sig om dagligdagens sure pligter, og dermed med mulighed for at lægge sig til at hvile, når også baby gør det. Baby er tryg og veltilpas, når I også er det, og har hovedsageligt behov for nærhed med jer, som I i dén grad har mulighed for at give, når ikke I skal løse en masse praktiske opgaver.

Hvad skal i medbringe?

Ammer I, behøver I ikke at medbringe en masse babymad bare en ammepude, og er baby begyndt at spise, så medbring basale ting hjemmefra, og køb ellers resten, der hvor I befinder jer. Man kan få rigtig mange babyprodukter i hele verden.

En baby stiller ikke krav om at opleve særlige seværdigheder, og sover som regel en del, hvorfor I vil have mulighed for at lave voksenting, hvilket jo absolut er et ekstra plus. Vil i ud for at se ting vil det dog være en rigtig god idé at medbringe en rejseklapvogn, men mange hoteller giver også mulighed for at leje en gennem dem.

Sidst, men ikke mindst; det koster ikke meget at rejse med en baby, da børn under 2 år som regel flyver gratis. Tjek dog betingelserne ved det selskab, I skal flyve med. En økonomisk fordel er ligeledes, at børn under 2 år ofte kan bo uden beregning på forældrenes værelse.

Afsted det går, og skulle I få brug for gode råd og inspiration i forhold til hvordan I bedst muligt kan rejse sammen med jeres børn, så kan I læse mere på vores hjemmeside www.atrejsemedboern.dk.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.